Når du som forbruger og/eller virksomhed vælger PalleDesign til din boligindretning, vælger du en dobbelt bæredygtig løsning, der både gør en miljømæssig forskel og tager et socialt ansvar:
Her vil vi gøre rede for den sociale del:
Vi har et samarbejde med den socialøkonomiske virksomhed Højagergaard, som beskæftiger mennesker der står uden for det traditionelle arbejdsmarked. På denne måde tager vi et socialt ansvar.
Hvad er en socialøkonomisk virksomhed
En socialøkonomisk virksomhed er en virksomhed, der driver erhverv med det formål at fremme samfundsgavnlige og sociale formål. Deres primære formål er således ikke at generere et økonomisk overskud, men i stedet skal virksomheden have et socialt, kulturelt, sundheds-, miljø- eller beskæftigelsesmæssigt sigte, før den kan karakteriseres som værende socialøkonomisk.
Et økonomisk overskud i en sådan virksomhed skal enten anvendes socialt eller geninvesteres i virksomheden.
En virksomhed der er registreret som socialøkonomisk virksomhed skal leve op til følgende:
Der skal indsendes en årsrapport til Erhvervsstyrelsen senest 5 måneder efter regnskabsårets afslutning.
Sammen med årsrapporten skal der indsendes en afrapportering, der danner dokumentation for virksomhedens forpligtelser, såsom hvordan kravene er opfyldt og deres likvide midler eller aktiver.
Du kan læse mere om de juridisk krav til socialøkonomiske virksomheder her:
https://www.nemadvokat.dk/blog/selskabsstiftelse/socialoekonomisk-virksomhed/#a38
Højagergaard
Højagergaard, som PalleDesign samarbejder med, har 2 indsatsområder indenfor beskæftigelse:
Beskyttet beskæftigelse for mennesker med væsentlig begrænset funktionsevne (Det være sig advokaten der er kørt galt på sin motorcykel eller mennesker med en medfødt sygdom, som fx Downs syndrom).
En STU (særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse). Det er en 3årig uddannelse for unge i alderen 16-25 år, der har brug for særlig støtte til at komme i uddannelse og job.
Højagergaard beskæftiger mennesker som står uden for arbejdsmarkedet. De arbejder på et af deres 9 beskyttede værksteder, hvor PalleDesign har et samarbejde med snedkerværkstedet, som hjælper os med produktionen af vores sofaborde af kabeltromle.
Før stod Højagergaard udelukkende for produktionen af bordbenene til vores små sofaborde af kabeltromler. Bordbenene er lavet af det slidstærke lærketræ og er en restproduktion som Højagergaard ikke bruger og derfor ellers ville blive smidt ud eller kørt på forbrændningen.
I stedet bliver denne rest nu brugt til bordben til vores kabeltromleborde, så der er mindre træ der går til spilde.
Højagergaard skriver på deres hjemmeside
Det centrale i vores tilbud om beskyttet beskæftigelse, er at den enkelte har et aktivt arbejdsliv og indgår i et arbejdsfællesskab – og et socialt liv, der rækker ud over arbejdet. Det kræver kompetencer og både fysisk og psykisk mestring.
Derfor er vores tilbud helhedsorienteret og bygget op omkring fire grundsten, der ud over arbejdsliv fokuserer på det sociale liv, sundhed og den enkeltes faglige, personlige og sociale kompetencer. De fire grundsten bidrager hver især til at skabe læring, en meningsfuld hverdag med livskvalitet og så selvstændig en livsførelse som muligt.
- Arbejdsliv
- Socialt liv
- Sundhed
- Kompetencer
Vi har for nylig indgået et tættere samarbejde med Højagergaard:
Det nye samarbejde vi har indgået, indebærer at medarbejderne på Højagergaard bliver inddraget i produktionen af vores kabeltromleborde fra start til slut:
De udtjente kabeltromler, der er taget ud af produktion pga skader, bliver nu sendt til Højagergaard for videre forarbejdning.
Medarbejderne skal stå for at skille kabeltromlerne ad, for derefter at slibe og behandle dem.
Til slut monteres bordben og derefter står Højagergaard med det færdige produkt.
Den enkelte medarbejder er typisk kun inddraget i en af processerne, men i og med at medarbejderen til sidst kan se det færdige produkt, giver det en større glæde og et ejerskab over sin arbejdsindsats, som er uvurderlig for den enkelte, jf. lederen af snedkerværkstedet, Joel.
Det er meget betydningsfuldt for medarbejderne på Højagergaard, at de er involveret i hele processen fra start til færdigt resultat: Det er nemlig meget værdifuldt for den enkelte medarbejder, at de har mulighed for at se det færdige produkt og derigennem kan se en større mening med deres arbejdsindsats.
Vi håber på sigt yderligere at udvide samarbejdet med Højagergaard i det omfang det praktisk kan lade sig gøre.